Got to main content

Brevetoksiner

Brevetoksiner er en gruppe af algetoksiner, der produceres af visse havalger, primært dinoflagellater såsom Karenia brevis. BTX-1 og BTX-2 produceres af algerne, og når algerne optages af skaldyr og fisk, bliver toksinerne omdannet til en række andre brevetoksiner såsom BTX-3 og BTX-B1 til -B5.
Brevetoksiner er varmestabile og ødelægges derfor ikke ved tilberedning af skaldyr.

Smitteveje

Brevetoksiner smitter ikke mellem mennesker.
Naturlig forgiftning af mennesker forekommer efter indtagelse af brevetoksinholdige skaldyr, fx muslinger og østers, samt fisk og giver anledning til neurotoksisk skaldyrsforgiftning (neurotoxic shellfish poisoning, NSP).

Toksisk dosis

LD50 afhænger af smittevejen:
Indtagelse: 6600 µg/kg (mus) for BTX-2.
Indtagelse: 520 µg/kg (mus) for BTX-3.
Inhalation: ikke oplyst.
Injektion (i.v.): 200 µg/kg (mus) for BTX-2.
Injektion (i.v.): 94 µg/kg (mus) for BTX-3.

Inkubationstid

Forgiftning med brevetoksiner sker inden for få minutter til timer efter udsættelse for toksinerne.
 

Sygdom

Symptomer

Indtagelse af brevetoksiner medfører symptomer fra mavetarmkanalen (kvalme, opkast, diarré) og nervesystemet (følelsesløshed, prikkende fornemmelse i ansigtet, manglende koordination af bevægelser, partielle lammelser).
Symptomer starter i løbet af få minutter til få timer og aftager efter 2-3 dage. De kan være alvorlige, men der er ikke registreret dødsfald forårsaget af indtagelse af brevetoksiner.
Ved større algeopblomstringer med Karenia-arter nær kystområder kan bølger og vind medføre, at brevetoksiner bliver aerosoliseret. Det kan forårsage irritation af hud og slimhinder og påvirke vejrtrækningen.

Ved større algeopblomstringer med Karenia-arter nær kystområder kan bølger og vind medføre, at brevetoksiner bliver aerosoliseret. Det kan forårsage irritation af hud og slimhinder og påvirke vejrtrækningen.

Sygdomsudvikling

Akutte symptomer skyldes, at brevetoksiner binder til spændingsafhængige natriumkanaler i nerveceller, hvilket fører til en overaktivering af nervesystemet.
Nogle af brevetoksinerne kan forårsage skader på DNA, hvilket kan medføre langtidseffekter i form af øget risiko for kræft.

Dødelighed

Der er ikke registreret dødsfald forårsaget af brevetoksiner som følge af indtagelse af brevetoksinholdige fødevarer.
 

Diagnostik

Laboratoriediagnostik

Traditionelt har man anvendt muse-bioassay til at detektere brevetoksiner i skaldyr. Alternative metoder inkluderer immunoassays og væskekromatografi koblet til massespektrometri (LC-MS/MS).
 

Behandling og forebyggelse

Behandling

Der findes ingen specifik behandling rettet mod forgiftninger med brevetoksiner.
Ved indtagelse via skaldyr og fisk afhænger behandlingen derfor af symptombilledet.

Forebyggelse

Der findes ingen vaccine eller antitoksin.