Got to main content

Volkensin

Volkensin er et toksisk protein fra Adenia volkensii-plantens rødder. Planten vokser i det østlige Afrika, og kaldes også kilyambiti og kinoria. Toksinet er tæt beslægtet med ricin og abrin.

Smitteveje

Forgiftning kan opstå ved indtagelse af plantedele fra Adenia volkensii.
Volkensin kan ikke smitte mellem mennesker.

Toksisk dosis

LD50 afhænger af smittevejen:
Indtagelse: ikke oplyst.
Inhalation: ikke oplyst.
Injektion (i.p.): 1µg/kg (mus).

Inkubationstid

Symptomer opstår typisk inden for få timer.
 

Sygdom

Symptomer

Der findes ingen konkrete oplysninger om forgiftninger med volkensin, men da toksinet virker på samme måde som ricin, er det sandsynligt, at der opleves de samme symptomer.
Ved indtagelse: Kvalme, opkast, mavesmerter, blodig diarré, nedsat urinproduktion, dehydrering og kollaps. Hvis patienten overlever i mere end 3 døgn, klinger sygdommen som regel af herefter.
Ved inhalation: Feber, trykken for brystet, hoste, åndenød, kvalme og ledsmerter. Inden for 2-3 døgn forværres tilstanden til en livstruende påvirkning af åndedrættet med hoste, åndenød og lungeødem.

Sygdomsudvikling

Volkensin er et protein, der kan optages af kroppens celler. Her virker volkensin ved at hæmme cellernes proteinsyntese, hvorved cellernes basale funktioner går i stå og cellerne dør.

Dødelighed

Der forefindes ingen konkrete oplysninger om volkensin, men toksinet har cirka samme toksicitet som ricin, hvor selv ret små mængder i mad udløser en høj mortalitet.

 

Diagnostik

Laboratoriediagnostik

Immunhistokemiske assays og massespektrometri kan anvendes til påvisning af volkensin.
 

Behandling og forebyggelse

Behandling

Der findes ingen modgift. Behandlingen er symptomatisk og kan inkludere respiratorbehandling, væsketerapi og smertebehandling.

Forebyggelse

Der findes ingen vaccine eller antitoksin.