Opdateret 02.11.2017
28-05-2013

Danmark styrker FN’s indsats mod biologiske våben

I dag og i morgen mødes en række eksperter fra FN-lande og internationale organisationer på Statens Serum Institut for at diskutere og afprøve en ny måde at undersøge, om der er brugt biologiske våben i konflikter. Konceptet er danskudviklet, og har til formål at styrke FN’s indsats mod biologiske våben.

Når der er mistanke eller rygter om, at stridende parter har brugt biologiske våben, er der brug for en grundig og objektiv undersøgelse af situationen. Biologiske våben er masseødelæggelsesvåben, der kan forårsage ufattelige katastrofer. Bare anklager om, at nogen har brugt biologiske våben, kan føre til voldsom optrapning af en konflikt. Uanset om de er sande eller ej. FN’s generalsekretær har derfor oprettet en såkaldt udredningsmekanisme til undersøgelse af anklager om anvendelse af biologiske og kemiske våben.

FN’s nuværende koncept består i, at individuelle eksperter, samlet fra forskellige lande, sendes ind i området for at undersøge sagen. Men i stedet for at samle enkeltpersoner fra de forskellige lande, går det nye koncept, der afprøves i disse dage i København, ud på at nationale teams, der er vant til at arbejde sammen, vil kunne indsættes samlet i konfliktområder. Det danske koncept er således et supplement til den individbaserede tilgang.

Danmark stiller i forvejen et eksperthold fra Center for Biosikring og -Beredskab (CBB) på Statens Serum Institut til rådighed for FN’s indsats.

Når et hold eksperter, bestående af f.eks. læger, militærfolk og mikrobiologer, undersøger påstande om brug af biologiske våben, sker det ved bl.a. prøvetagninger og interviews af lokale, for at kunne afklare, om der virkelig har været brugt biologiske våben, eller om det er rygter, som den ene af de stridende parter kan have interesse i.

Udenrigsminister Villy Søvndal udtaler i anledning af dagens øvelse:

”Nogle af de værste billeder vi husker er fra angreb med kemiske og biologiske våben. Der er behov for en helt særlig indsats for at forhindre dette uvæsen. Jeg er derfor glad for, at vi fra dansk side med den særlige viden vi råder over på Statens Serum Institut, kan yde et konkret bidrag, der gør en forskel i efterforskning af mulig brug af biologiske våben. Disse praktiske og konkrete bidrag er en forudsætning for, at FN kan omsætte de ambitiøse politiske målsætninger fra internationale aftaler om at forhindre anvendelse af biologiske våben til konkrete resultater.”

I foråret 2013 har FN blandt andet skulle undersøge påstande om brug af kemiske våben i Syrien.

Link til udenrigsministeriets pressemeddelelse om øvelsen

 

Kontakt os

Center for Biosikring og Bioberedskab

Statens Serum Institut

Artillerivej 5

2300 København S

Telefon: +45 32688127
Email: cbb@ssi.dk