Opdateret 12.03.2018

Biologiske kampstoffer

Clostridium botulinum og botulinumtoksiner

Toksin: Botulinumtoksiner

Sygdom: Botulisme, pølseforgiftning.

Botulinumtoksiner omfatter en gruppe af otte beslægtede neurotoksiner (A til H), som hovedsageligt produceres af den sporedannende bakterie Clostridium botulinum, men også af Clostridium argentinense (tidligere Clostridium botulinum Type G), Clostridium baratii, og Clostridium butyricum. Der findes 3 naturligt forekommende former for botulisme: kontaminering af fødevarer (25%), infantil infektion (72%) eller sårinfektion (3%). Toksinet er vandopløseligt.

 

Smitteveje

 

Naturlig infektion af mennesker sker ved indtagelse af fx inficeret fisk, kød og grøntsager. Færdiglavet mad, der opbevares ved temperaturer mellem 10 og 65°C, giver ved anaerobe betingelser sporerne mulighed for at spire til vegetative celler, som producerer toksinet.

 

Infektiøs dosis

 

100-1000 bakterier kan forårsage sygdom hos mennesker.

 

Toksisk dosis

 

LD50 afhænger af smittevejen:

Indtagelse: 6 µg/kg (menneske)

Inhalation: 3 ng/kg (menneske)

Injektion (i.v.): 1 ng/kg (mus)

 

Inkubationstid

 

Ved inhalation 12-36 timer.

Ved indtagelse 12-36 timer evt. op til 1 uge, afhængig af dosis.

Sygdom

Symptomer

Generelle symptomer ved inhalation eller indtagelse såsom indledningsvist sløret syn, dilaterede pupiller, hængende øjenlåg, lysskyhed, lydoverfølsomhed, besværet udtale og synkebesvær pga. lammelse af kranienerverne. Senere ses en tiltagende symmetrisk muskelslaphed eller lammelse som involverer kroppen (vejrtrækningsbesvær) og herefter arme og ben. Endvidere forekommer der symptomer fra det autonome nervesystem i form af mundtørhed, tarmslyng, forstoppelse og besværet vandladning. Temperatur, følesans og bevidsthedsniveau er i reglen upåvirket. Symptomerne er uafhængige af optagelsesmåden.

Dødelighed

5-10%.

 

Patogenese

Botulinumtoksin optages i de motoriske nervecellers udløbere (axoner), hvorefter nervecellen inaktiveres. Helbredelse kan kun ske ved at nervecellen opbygger et nyt axon, hvilket kan tage flere måneder.

Klinisk diagnose

Afebrile patienter med descenderende, fremadskridende lammelser.

 

Differentialdiagnose

Polyneuropati (Guillain-Barré), myastenia gravis, borrelia.

 

Laboratoriediagnostik

Afføring, luftvejssekret eller prøveopsamling fra mistænkte smittekilder kan bruges til påvisning af C.botulinum eller botulinumtoksin ved hjælp af PCR og ELISA.

Behandling og forebyggelse

Behandling

Primært symptomatisk i form af respiratorbehandling, væsketerapi og forebyggelse af liggesår. Antitoksin kan anvendes i udvalgte tilfælde navnlig i det tidlige stadium af sygdommen, hvor symptomerne endnu er tiltagende. Blandt fulminante tilfælde med respirationspåvirkning er der en dødelighed på ca. 60% ved manglende behandling, dog 5% ved intensiv terapi. Derudover ses en del mildere tilfælde, hvor kun kranienerverne er lammede. 

Forebyggelse

God hygiejne i forbindelse med konservering af fødevarer både industrielt og i hjemmet. Undgå at give honning til børn under 1 år, idet der er fundet C.botulinum i nogle produkter (0,5-15%). Der er udviklet en vaccine i USA, som dog ikke er kommercielt tilgængelig og i øvrigt er behæftet med en del bivirkninger.

Isolation og dekontaminering

Isolation

Ikke relevant.

 

Dekontaminering

Toksinet inaktiveres af sollys (1-3 timer), varme (80°C i 30 min., 100°C i få min.) og 0,5% hypoklorit. Ved kontakt med hud afvaskes med vand og sæbe.
 

Kontakt os

Center for Biosikring og Bioberedskab

Statens Serum Institut

Artillerivej 5

2300 København S

Telefon: +45 32688127
Email: cbb@ssi.dk