Sydamerikansk hæmorragisk febervirus, Machupovirus og Junin-virus

Sydamerikansk hæmorragisk feber (SHF) kaldes på dansk også blødningsfeber. Sygdommen forårsages af flere forskellige virus tilhørende arenavirus-familien. Dette er en virusgruppe af enkeltstrenget RNA bl.a. bestående af Juninvirus (argentisk hæmorragisk feber (AHF)), Machupovirus (boliviansk hæmorragisk feber (BHF)), Guanaritovirus (venezuelansk hæmorragisk feber (VHF)), Sabiavirus (brasiliansk hæmorragisk feber (BrHF)) og Flexal-virus.

Virus inficerer gnavere, specielt mus og rotter, og overføres herfra til mennesker. De inficerede gnavere er oftest symptomfri bærere og udskiller virus via ekskrementer resten af livet. Virus overføres til mennesker ved aerosoltransmission, ved kontaminering af fødevarer eller ved direkte kontakt. Smitte fra person til person kan ske ved kontakt med blod og vævsvæsker fra inficerede personer. Aerosol person til person-smitte er ikke endeligt dokumenteret, men synes sandsynlig.

1-10 viruspartikler.

1-3 uger. 

Symptomer

Influenzalignende symptomer i form af gradvis tiltagende feber, hovedpine, muskelsmerter og almen utilpashed. Efterfølgende ses hyppigt svimmelhed, opkastninger, rødt blussende udslæt i ansigt og halsregion, øjenrødme og blodudtrædninger.
Herefter kommer 70-80% af patienterne med SHF sig uden senfølger. Hos 20-30% optræder neurologiske manifestationer i form af kramper og koma, alvorlige blødninger pga. karskader og shock.

Patogenese

Virus opformeres lokalt omkring infektionsstedet, i lymfeknuderne og i lungerne, hvorfra den spredes via blodbanen til en række andre organer herunder bl. a. milten, leveren, nyrerne og hjertet.

Dødelighed

Uden behandling 15-30%.

Klinisk diagnose

De indledende kliniske symptomer er svære at skelne fra mere harmløse sygdomme. Relevant rejseanamnese sammenholdt med kliniske symptomer danner grundlaget for at rejse den kliniske mistanke om SHF.

Differentialdiagnose

Først og fremmest influenza, tyfus, rikettsiose og malaria.

Laboratoriediagnostik

Paraklinisk ses ofte anæmi, lymfopeni, trombocytopeni, tegn på dissemineret intravaskulær koagulation (DIC) og udtalt serumaminotransferaseforhøjelse. Specifik diagnose stilles ud fra en blodprøve ved hjælp af RT-PCR med sekventering og typning. På grund af smitterisiko skal materialet undersøges på specialsikrede klasse 3-laboratorier.

Behandling

Det antivirale middel Ribavirin har vist sig at reducere dødeligheden markant ved opstart inden for den første uge efter symptomdebut. Derudover er behandlingen symptomatisk og består af væsketerapi, smertestillende medicin og blodtransfusioner.

Forebyggelse

Der er udviklet en levende svækket vaccine mod juninvirus, kaldet candid#1. Dyreforsøg tyder på, at candid#1 også har effekt på Machupovirus, men ikke på de øvrige arenavirus.

Anden forebyggelse

Den bedste forebyggelse er for mennesker at undgå kontakt med gnavere, i særdeleshed rotter.

Isolation

I tilfælde af infektion bør inficerede personer isoleres på enestue på det behandlende hospital, og medpatienter og personale skal benytte beskyttelsesmidler. Det ligger ikke helt klart, hvor lang tid inficerede personer kan udskille virus, men sandsynligvis op til flere uger efter sygdom.

Dekontaminering

Virus dræbes let ved varme (80C° i 30 minutter) samt desinfektion fx 0,5% hypoklorit.